Dette er en kæmpe lektion i virkelig at åbne sig for det nye, det ukendte …. “Intet jeg ser betyder noget.” Det er en version af den første lektion i Arbejdsbogen. Men det bringer ideen om “NU” på banen,  at intet virkeligt ses eller opfattes “NU”.

Vi er blevet vant til en følelse af “NU” og faktisk bliver vi vist, ledt hen imod at opleve, at vi ikke har kendt nutiden i denne verden. At nutiden ikke er et tik af tid, der bliver tilgængelig mellem fortiden og fremtiden.

Nutiden er, før tiden var, og det er grunden til, at vi ikke ser noget, som det er nu. At være fuldt ud til stede er at være i de store strålers lys. At være fuldt ud til stede er åbenbarende. At være fuldt ud til stede er Himlens lys.

Disse store stråler er således ikke på tidslinjen. Og bestemt ikke mellem fortiden og fremtiden, som er det samme.

Dette passer også sammen med vores tidligere lektion: Jeg kun ser fortiden. Som et redskab til undervisning har jeg benævnt dette fænomen, “fortidig fortid”og “fremtidig fortid” fordi de er det samme, de er ikke forskellige. De blokerer opmærksomheden for lyset.

Det er en indrømmelse, at jeg ikke rigtigt ser, og det er en vigtig indrømmelse, hvis jeg virkelig ønsker at se alteret indeni med åndeligt syn, med Kristi vision.

Det, vi læser i denne tekst, er, at kroppen ikke templet, fordi templet er et alter, et indre alter. Det er ikke en struktur. Det er ikke en krop. Det er ikke en bygning. Det er ikke en blomst. Selv i denne verden, bygges ofte hvad der synes at være eksterne altre , men dagens lektion udraderer dem  med disse ord: “Jeg ser ingenting som det er nu.” Og peger på det indre alter, som er sand skønhed.

Teksten for  i dag peger på, hvor sand skønhed kan findes.

Ikke i det fysiske, fordi Gud er skønheden, og Gud skabte ikke det fysiske.

Så det må være sådan, at Helligånden kan bruge det tilsyneladende fysiske, de tilsyneladende symboler og strukturer i verden til at  udradere dem, slette dem. Og vi begynder  for alvor  og med oprigtighed som et lille barn med hænder og arme udstrakt, der ser op og siger: “Vis mig.” Vis mig vejen til åndelig vision, som er min naturlige arv, der giver sande gaver, gaverne jeg blev givet i min skabelsen af ​​min Kilde, Gud.

Og så begynder vi denne åbning til det indre alter, mens vi endnu en gang kigger på den perceptuelle verden og fra kernen i vores hjerte og indrømmer: “Jeg ser intet, som det er nu.”

(Oversat af undertegnede)