Jeg kan gribe mig selv i at “sole mig” i en eller anden kompliment, og ligeledes i at “hade” at blive kritiseret. Disse reaktioner fortæller mig, at jeg tror, jeg er en person og tror der er forskel på kritik og komplimenter.

Jeg kan også gribe mig selv i at komplimentere nogen for noget omkring deres udseende eller fremhæve noget, de gør eller har gjort  – og tro at det er “godt”.

Eller jeg kan gribe mig selv i at kritisere nogen omkring deres udseende, eller fremhæve noget de gør eller har gjort og tro at det er “forkert”!

Eksempler: “Den farve er virkelig god til dig!” – “Hvorfor er du altid så arrogant?” – “Du er bare så smuk!” – “Den kjole klæder hende faktisk ikke!” – “Den frisure klæder dig så godt!” – “Han kan bare aldrig gøre noget rigtigt!” – “Hun spiller vidunderligt!” – “Du synger virkeligt smukt”

Egoet  tror på et hieraki af forskellige illusioner. Det giver komplimenter for at få noget og kritiserer for at fremhæve sig sig selv eller nogle andre, som det ser som specielle.

Den, som kritiserer eller giver komplimenter, gør det ud fra en person/krops-identifikation og ser sin broder/søster som en person/krop.

Helligånden ser kritik og komlimenter således: Komplimenter og kritik er det samme!. Der er intet hieraki af illusioner. De er alle det samme, og stammer fra den samme illusion: troen på at Guds Søn er en krop/person og adskilt fra andre personer/kroppe og  fra sin Fader. – Både kritik og komplimenter må derfor betragtes som “a call for love” og intet andet.

Nogle gange, når jeg ser eller møder “mennesker”, kan jeg mærke en vibrerende glæde og kærlighed, som disse “mennesker” tilsyneladende udstråler – men som faktisk er en vibrerende Glæde og Kærlighed i Det Ene Sind, som vi alle deler, og som jeg genkender i mig selv. Vi er eet og det samme.